Sikker forsyning af energi
Siden 1970’erne er olie- og gasproduktionen fra den danske del af Nordsøen blevet opbygget og udvidet. I 1997 blev Danmark nettoeksportør af olie og naturgas og gennem en længere årrække er der blevet produceret mere olie og gas i Danmark, end der er anvendt. Det har haft stor betydning for både den danske økonomi og Europas forsyningssikkerhed.
Den danske produktion af olie og gas bidrager til, at Danmark og Europa er mindre afhængige af verdens store olie- og gasproducerende lande, og en egen produktion af energi kan være en fordel i en geopolitisk usikker tid.
Ifølge Energistyrelsen forventes den danske produktion af gas at overstige forbruget i perioden 2024 frem til mindst 2040. Danmark har været nettoimportør af olie siden 2018.
Ansvarlig produktion af den nødvendige olie og gas
Danmark er godt i gang med den grønne omstilling. En opgørelse fra Energistyrelsen viser, at i 2023 blev knap 45 % af det samlede danske energiforbrug dækket af vedvarende energi af, mens olie og gas udgjorde knap 47 %.
Der er ingen tvivl om, at produktion og forbrug af fossile brændstoffer påvirker vores miljø og klima, og at målet er et fossilfrit samfund. Men i overgangsfasen, indtil alternativer er udviklet og udrullet i samfundet, har Danmark brug for mange forskellige energikilder.
Energistyrelsens klimastatus og fremskrivning fra 2023 viser desuden, at i 2030 vil olie og gas fortsat udgøre godt 30 % af det samlede danske energiforbrug. Der er således brug for olie og gas i mange år frem – til transport, opvarmning og som råstof til fremstilling af produkter som medicin, maling og plastik.
Olie- og gassektoren skal ligesom andre brancher bidrage til den grønne omstilling. Gas kan fx erstatte kul og diesel og derved bidrage til mindre CO2-udledning. Samtidig skal olie- og gassektoren fortsat have fokus på, at aktiviteter i forbindelse med produktionen foregår på forsvarlig vis, så indvindingens miljømæssige aftryk begrænses.
En egen produktion af olie og gas i Nordsøen vil bidrage mange år frem med milliarder af kroner til den danske stat, og indtægterne kan bidrage til at finansiere den grønne omstilling.